lørdag den 5. september 2009

Knækket prosa

Det er meget interessant det her med knækprosa. En betragtning eller digtet situation som forholder sig egentligt til de virkelige omgivelser beskrevet med ikke-absurde forhold.

”Her er et bord. Det er lavet af træ. Når jeg stryger hånden over den føles det rug (kan man sige sådan?). Det er uslebet og jeg får splinter i hånden. Jeg bløder på bordet”

Indholdet er ofte episk (muligvis anekdotisk) med et lettilgængeligt sprog. Prosa er jo egentlig alt der ikke er POESI. Dermed også sagt at knækprosa ikke er rigtige digte, i samme ånd som nogle mener at kriminalromaner ikke er RIGTIGE romaner. Og sådan kan man jo diskutere længe.

Hvilket fald som, ser jeg mange finesser med knækprosa, da dens tillader en fuldstændig fri form for ”tekstning”. Personligt fungere det lidt som en slags terapi. MEN jeg mener dog stadig at et overforbrug er absolut skadeligt for en der gerne vil ”skrive”. Man bør ”øve” sig i også at skrive ”rigtige” noveller. Eller i hvert fald længere sammenhængende tekster af prosaform.

Man kan synes at knækprosaens fordel også er at den ”skære” de ord væk som er unødvendige. ....

Herre gud. Jeg blev afbrudt. Nu er jeg væk igen. Men det er sikkert godt nok. – stedet for at rode mig ud i noget jeg ikke kunde ”holde”. Men så igen! Der har vi det! MAN KOMMER INGEN STEDER UDEN AT PRØVE eller TRÆNE. Og jo, man kan træne på forståelse og følelse selvom det i sidste ende er alt afgørende, hvorvidt du ”har det i dig eller ej”.

Lige ledes er det med knækprosa/prosa. Knækprosaen er smuk (synes mange) i hænderne på sådan nogen som Dan Turell eller Jørgen Leth. Og det er der vi vil hen. Et koncentreret og komplet sprog (der tillader fejl og svaghed).

Frem og tilbage, frem og tilbage – så mange modsigelser. Men hvad siger du? Forstår du mig? Kan du følge mine TANKER? Knækprosa er let at skrive. Men svær at give fylde. Prosa er svær at skrive. Men let at læse. Kachingeling.

Pickatchuck -

Ingen kommentarer: