På Danska Läppar

Jeg er skeptisk til Leonard Cohen – ligesom til Eric Clapton, eller den sene Joe Cocker – selvom jeg ind i mellem godt kan finde noget godt i det han laver. Lige nu forsøger jeg at høre I’m Your man. Forsøger fordi det ikke går særligt godt. Jeg kan simpelthen ikke klare hans 80’er tone... Jeg tænker samtidigt på Chris Rea, en artist som jeg nyder meget af og som rent musikalsk kan ramme samme sound som I’m Your Man med eksempelvis The Road To Hell - bare mere i min rå smag. Cohen duer bare ikke helt til mig - endnu. Og jeg indrømmer, at det primært er musikken. Denne, i mine øre, tamme og lettere irriterende undergrund af lounge disco, med reverb og en åndssvag banjo i hjørnet (hør Everybody Knows)! Tekst universet har deres charme, givet vis. Den hjerteblottende I’m Your Man med en erkendelse af villige ofringer for en kvinde og dog mandens grundlæggende standhaftighed, kan bære et smil og måske ved behov en enkelt tåre. Men mere end så har jeg ikke fundet hos den gamle mand. Hvad sker der eksempelvis for Ain’t no cure for love? Bare titlen afslører, i min opfattelse, en stor misforståelse omkring begrebet kærlighed. Og lad mig slet ikke begynde med musikken... Uh jeg gyser. Nej. Jeg synes ikke om ham, men igen, det er mest musikken som irriterer mig, trods hans gode forsøg og popularitet. Han er poet, ikke musiker. Men længe leve manden! Hans tekster lever videre ind i en ny tid. En vigtig 80’er poet. Helt sikkert. Og Ærlig talt så findes der gode, gode eksempler på at han er poet og ikke musiker. I 2004 udgav Auditorium På Danske Læber som er en tributealbum til Cohen. Gamle tekster med ny musik af diverse artister. En smuk og troværdig fortolkning Cohen på dansk. Lyt til den!