Midt i Byen

Jeg kan simpelthen ikke tåle at se på dem
De er alle sammen så grimme
Og dumme og patetiske og åndssvage og ligegyldige
Alle menneskene i byen. Midt i byen
Jeg ved godt det er mig der fyldt med kaos
Og ikke dem
At jeg snakker til mig selv og ikke dem
Og at det sidste jeg lige sagde er retfærdigt usandt

Jeg oplever hver gang jeg har ærinde i byen
At jeg væmmes over alle de mennesker jeg cykler forbi
Jeg synes de er ækle stort set alle sammen
Og det er selvom de så er smukke
Og stærke og kloge og gode og venlige
Jeg kan ikke.
Mest af alt vil jeg bare væk igen med det samme
Forlade mine pligter og ærinder og gemme mig derhjemme igen

Inde i byen i butikkerne er det som regel noget andet
Dem der handler er de samme som ude på gaden.
Men personalet, det er dem der tiltaler mig
Man bliver mødt af en anden slags smil og opmærksomhed
Om det så er i banken, slikbutikken, boghandleren eller tøjbutikken
Det er ubetydeligt
Jeg ved godt butikken vil sælge og at nogen er på arbejde
Men jeg vil hellere bare tage imod og tro på mit helle. Midt i byen

Og selvom det er en simpel ting jeg skal
Føler jeg mig oftest utilpas. Midt i byen
Det gnaver ligesom overalt, også i periferien af personalet
Jeg får kramper og kan bare ikke
Så jeg sniger mig stolt gennem byen
På grøn cykel
Indtil jeg når udkanten, hvor andre caféer viser sig og tiltaler mig
Her kan jeg ligesom ånde ud og slippe mit krampegreb om cykelstyret

Og lige så snart jeg er uden for den der inner-city-circle. Midt i byen
Så bliver alt pludseligt mere tiltalende og rart
Roligt til dels dog ikke afgørende
Det gode er helt enkelt den ærlighed som bryder med brostenene og blomsterne
Og de mennesker som virkelig ikke gider bruge tid på at bekymre sig
Buddha på café
Og med bekymrede og glubske blikke i ryggen fra city cykler jeg gennem udkanten
Hvorfra jeg ser solen vinke i horisonten mens en gammel mand går forbi

Inde i byen bruser det med råddenhed og skadelighed
Herude i den yderste udkant, det man kalder syd, nord, øst eller vest
Bruser kun bilerne som suser ind fra motorvejen for at være med. Midt i byen
Her i minimal delagtighed er jeg fri og glad igen
Selvom menneskene i midtbyen kradser traumatisk i mine tanker
Går det bedre
Jeg kan ligesom holde op med at være på vagt
Jeg har ikke længere noget at frygte sådan lige pludselig

Jeg træder ind gennem min egen havelåge ind til hjemmet
Jeg indånder min egen lugt i mit eget hjem med mit og mine
Her forstyrres jeg kun af de der sådan direkte vil mig noget
Jeg kan gøre mere eller mindre hvad jeg vil
Selvom jeg konstant lever i frygt for forstyrrelse af indtrængere
Af med frakken
Og jeg ligger i sengen lukker øjnene og behøver ikke at tænke. Midt i byen
Jeg glider hen og væk og bort og længere væk endnu

Jeg er ude for rækkevidde tiden er ikke længere med mig eller jeg med den
Jeg drømmer næsten og smiler varm og glad for jeg er næsten lykkelig
Nu er kun jeg tilstede mens døren er låst og ingen kan altså trænge ind på mig
Jeg nyder denne frie stund som en let brise inden jeg falder i søvn
Langt fra kaos og alt der er ubehageligt. Midt i byen
Drømmer jeg nu
Og jeg smiler og er varm og kunne dø lykkelig gentagende gange
Hvis det ikke var fordi jeg pludselig vågnede med tåre i øjnene midt i byen

26 juni 2009
kl. 16.34
Krstd