Mit Bonzai træ...
"For ikke så mange år siden, havde jeg en dejlig kæreste, som havde en bekendt, der en dag viste mig sit bonzai træ. Det var et nydeligt lille træ ikke over 15 cm højt og plantet i en meget lav urtepotte. Han fortalte mig om disse små træers historie og hvordan han passede det. Selvom træet vist var ikke særligt gammelt, fandt jeg det smukt og tanken om selv at have et lille i træ vinduskarmen, syntes jeg var interessant.
Et Bonzai træ er ligesom et menneske, med den rigtige pleje vokser det sig smukt med alderen. Men det er også lige som et parforhold, svært at holde liv i... hvis man ikke hele tiden er opmærksom på, hvordan det lille væsen har det. Med den rigtige opmærksomhed, kan det leve lige så længe som et harmonisk ægteskab - faktisk hele livet...
En dag så jeg i et supermarked en udstilling af Bonzai træer. Disse træer var ganske unge, måske kun under fem år - og på tilbud. Jeg valgte det som tiltalte mig mest og hæftede mig ikke ved, der manglede en underskål. Første gang jeg vandene det, løb vandet naturligvis ud på bordet, og jeg fandt noget der kunne bruges som underskål.
Det var forår, og træet skød nye fine kviste ud, som jeg omhyggeligt klippede af efter forskrifterne i den bog, jeg havde lånt på biblioteket. Tiden gik og jeg klippede blade af og vandene med passende mellemrum og træet blev pænere og pænere.
I sommerferien hvor jeg skulle være væk hjemmefra i tre uger og ikke havde mulighed for at tage det med, fik jeg en nabo til at vande det. Det gik med nød og næppe, og træet overlevede den usikre tilværelse som jeg havde udsat det for. Med kærlig pleje og omsorg i de følgende måneder kom det sig som om intet var hændt.
Efter et års tid blev jeg træt af den magarineskål jeg brugte som underskål og talte med et par kolleger som havde en keramik aktivitet på mit arbejdsplads. De lovede at lave en underskål der passede. Jeg skulle bare lige lave en tegning, så de kunne se hvordan dimensionerne skulle være. Jeg gav dem en tegning og forklarede samtidig hvordan jeg have tænkt hvordan farven på glasuren skulle være.
Efter nogle måneder spurgte jeg for første gang til hvordan projektet skred frem. Desværre havde de ikke haft tid, men de skulle til at lave noget keramik sammen med nogle brugere i løbet af ugen, så ville de se på det... Jeg ventede et par måneder, før jeg forhørte mig om skålen igen - jeg ville jo ikke stresse dem. Desværre var de ikke kommet i gang med skålen, for tegningen var i mellemtiden blevet væk.
Jeg lavede en ny tegning, som efter nogle måneder også blev væk.
Det kunne være, at det med tegninger ikke var mine kollegers stærke side, og det måske var en ide, at de fik urtepotten med planten ud på værkstedet, så de kunne lave underskålen efter urtepotten. Jeg tog træet med på arbejde den dag der var keramikaktivitet og håbede det bedste. De fik ikke lige tid den første gang, men lovede, at de den følgende onsdag ville lave skålen. Det var ikke nødvendigt at de beholdt træet, for nu havde de jo set hvordan underskålen skulle være.
Efter et par måneder var skålen endelig færdig og jeg fik den med hjem.
Desværre passede den ikke og urtepotten kunne ikke komme ned i den.
Mine kære kolleger tilbød straks at lave en ny underskål, og vi blev enige om det nok var bedst, at de beholdt træet indtil underskålen var modelleret færdig. Jeg indvilgede og de lovede mig helligt, at de nok skulle vande træet, som det var deres eget. Det stolede jeg på og en dag tog jeg det med på arbejde igen.
Det blev mit kære lille træs skæbne... jeg svigtede, da jeg overlod det sårbare lille væsen til andres varetægt.
Med mellemrum opsøgte jeg gruppen, for ved selvsyn at holde øje med mit træ. Efter tre uger var det temmelig indtørret, og mange af bladene var faldet af - akut førstehjælp var nødvendig.
Jeg tog træet over i min egen gruppe, så jeg bedre kunne passe og pleje det. En dag mens der stadig var usikkerhed om hvorvidt det ville overleve eller ej, fandt jeg på et lager en forladt bonzai-potte med underskål. Forsigtigt plantede jeg træet om, men under arbejdet kunne jeg konstatere at træet var så godt som dødt. Næsten alle bladene faldt af - der var kun nogle få grønne tilbage.
Jeg bragte træet hjem - men ak - som tiden gik blev det klart... der kun var en vej tilbage - skraldebøtten.
Nu har jeg kun minderne og en fin Bonzai urtepotte med underskål. Lige nu kan jeg ikke rigtig finde ud af, om jeg orker at anskaffe et nyt, eller om jeg i det hele taget er parat til at tage det ansvar og ankaffe en Bonzai igen... Nok kun hvis jeg en dag møder det helt rigtige, og det gør jeg jo sikkert ..."
af Ole Wåhlin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar