06 maj 2010, krstd, eftermiddag.
Chatelle – Coteaux du Languedoc (2008). Fransk rødvin. Billig (ca. 55 sekk), god til en grillaften. Personligt syntes jeg ganske godt om den. Særligt blev jeg berørt af en stikkende og gæret eftersmag. Som frugtjuice der er begyndt at fermentere. Ikke voldsomt kraftig, men en af de tungere i ”billig-prisklassen”. På etiketten står der ”blød” og det er den måske også. Men den har en skøn krydret smag som gør den god til, f.eks. grillmad – synes jeg.
Languedoc er et område i Frankrig og hvis jeg forstår rigtigt är Chatelle navnet på en blanding af (i dette tilfælde): Carignan (frugtigt), Grenache (varme og fylde), Cinsaut (blød) samt Syrah (kryddert). Som der står, kan passer den – muligvis – også godt til vegetarisk!
Labouré-Roi, Pinot Noir, Rouge, Bourgonge (2008), (375ml/50sekk). Sgu nok en meget fin lys rødvin, som passer godt til lettere retter som en kold pastasalat. Efter at have smagt den er jeg dog mere imponeret over flasken, som er smal og lang i halsen, med hvid krage og hvid etiket med guld. Meget delikat design. Vinen dufter dog lyst og lækkert. Men igen ikke synderligt overraskende. Lidt jordbær nuance... tja.. Mig glæder den ikke meget. Men hvis du er vegetar og det er sommer så prøv den.
I dag har jeg købt en 750ml rød Villa Puccini (2005), fra Toscana, Italien. Jeg har ikke smagt den. Men jeg læste om den på Systembolaget og valgte at købe den for... tja.. muligvis at lagre. Jeg tror dog den er lagret læge nok og ved ikke hvor meget den vinder på at lagre endnu mere? Jeg har ikke rigtigt styr på det der. Men jeg tror dog nok den kan klare nogle år endnu – hvis den holder så længe! Den er lavet af 90% Sangiovese Toscana og 10% Merlot. Vinen har desuden ligget mindst tolv måneder på egefad og seks måneder på flaske, før den sendes hjem til dig. ”Rig og frisk smag af vanilje, fyldig frugt og mineral”, skriver producenten. ”Udvikles positivt under mange år”, afslutter etiketten.
Jeg har også købt en Masi – Valpolicella (2008), Bonacosta, Italien (375ml/ca. 52 svenske kr), rødvin. End så længe har jeg kun læst om Masi (og ikke bevidst drukket det). Men i aften skal det ske. Hemmingway sagde om Masi ”It’s is warm as a friend’s house”.
Jeg smagte en anden vin fra Valpolicella i weekenden. En vin som virkelig fangede mig. Det var Campolieti’s ripasso.
Campolieti – Valpolicella, ripasso, Luigi Righetti. En såkaldet Classico Superiore og Italiensk givetvis – Valpolicella, er et område i Verona. En ”middel” kvalitet. Hænger god ved på glassets sider, smager frugtigt og krydret, dufter gæret og kraftigt. Jeg smagte en 375ml og har nu købt en 750ml. Kan muligvis lagres, men passer godt til at have på lager for en forførende aften. Det gode med denne vin, er at jeg virkelig synes jeg oplever noget. Muligvis en dagligdagsvin for eksperten, men en anset rødvin for den øvede.
Ikke trykkende skør, men absolut høj standard studentervin. Den har en meget smagfuld krydret smag som næsten tenderer mod honning, kirsebær, blåbær (ved ret temperatur fornemmer jeg endnu flere frugter; måske fersken?) og ja... noget krydret! Ligesom duften som er både syrlig og krydret (?!), er der en middel tone af alkohol. En stemning der markerer sig forførende i duftesansen.
Det er svært ikke; at lukke øjnene og drømme om en lidenskabelig, italiensk servitrice med bølgende krøllet mørkebrunt hår. Gennemborende øjne og en selvsikker hånd der glider gennem din hovedbund og ned om din nakke.
Ja, en ganske fristende rødvin, når den er ved rette temperatur - og du har fået et par glas! Prisen er ca. 89 svenske kroner. Som sagt, rekommanderes højt til studenter der vil prøve ripasso rødvin fra Italien.
07 maj 2010, krstd, kl. 22.24
Jeg har nu åbnet min indkøbte Masi (Valpolicella (2008), Bonacosta). Og jeg er i gang med mit andet glas. Det første glas sagde ”rend mig”, men det andet begynder at tale mere pænt. Måske var stemningen lidt for ”kold”, til at starte med? Men mon ikke vi når at blive venner inden aftenen er omme. Jeg fornemmer også en anelse mystik. Jeg ved, at der er noget... noget der gemmer sig. Måske er Jeg bare ikke klar til Masi og Bonacosta endnu. Valpolicella er min ven – jeg skulle endda tillade at kalde os mere end bare venner. Men visse elementer (Bonacosta eller Masi?) vil ikke afsløre sig for mig. Men det ligger der måske en smule styrke i mystikken. Det uforudsete. Jeg glæder mig over og til disse vine. Det er som en ny dag, hver gang. En dag kan minde om en anden. En dag er uforglemmelig. En skyllet bort med regnen. Vejret kan forandre sig. En dag passer regnen og torden godt til humøret – en anden mindre godt.
Jo, den er fin nok, denne fra Masi selskabet. Men det er krævende og der er meget tannin – og dog er det hverken amarone eller ripasso. Og dufter, gør den ikke. Overhovedet ikke. Det er en sniger. Som sagt meget tannin (?) og ellers meget syrlig og spids, men også rund, blød og fræk som havde jeg et modent kirsebær på tungen. Men stadig... den holder godt på sin hemmelighed. Jeg tror helt enkelt ikke at jeg er klar til denne endnu. Personligt kan jeg ikke sige andet end ”Bonacosta, du er udfordring – Masi I will return!”.
kl. 23.10
...hov, jeg må hellere indrømme at da vinen - og jeg - fik varmen kom vi i et helt anden stemning. Ja, jeg tror endda den flirter med mig!
