Godt og blandet

07 maj 2010

Producent: Timmermans

Type: Kriek – kirsebærøl. ”Belgium’s finest Lambic Beer”.

Speciell men meget lækker. Siges at være god til flæsk og stegte æbler. Måske. Jeg ved ikke helt. Sød, blød og med kraftig smag af kirsebær. Meget syrlig (?). Trods min manglende entusiasme, vil jeg dog gerne smage den igen; med mad.

Früli – Strawberry beer. Meget mere i min smag, end Kriek. ”Premium Belgian White Fruit Beer”, står der på etiketten. En behagelig smag af jordbær og en anelse syrlig. Meget delikat sammen med mørk chokolade(desserter). Værd et gensyn!

B*RP - *Black Rocket Porter, fra GA Slotsskällans bryggeri, Sverige. En dunkel porter i ”moderne” amerikansk stil. Meget smagsfuld. Ikke overdrevet krævende som mange porters kan være. BRP kan drikkes som en hel håndøl uden tilbehør. Den bliver muligvis bedre, med mad, men som sagt klarer den sig udmærket fritstående. Chokolade, lakrids og kaffe som grundtoner, med toptoner af citrus, græs og nødder. Måske også lidt honning? Blød, lækker og forførende – hvad enten man normalt drikker porter eller ej.Bør købes til lager!

Calrsberg Export, dansk øl. Drik den, kold. Bare drik den!

Vine fra Italien

06 maj 2010, krstd, eftermiddag.

Chatelle – Coteaux du Languedoc (2008). Fransk rødvin. Billig (ca. 55 sekk), god til en grillaften. Personligt syntes jeg ganske godt om den. Særligt blev jeg berørt af en stikkende og gæret eftersmag. Som frugtjuice der er begyndt at fermentere. Ikke voldsomt kraftig, men en af de tungere i ”billig-prisklassen”. På etiketten står der ”blød” og det er den måske også. Men den har en skøn krydret smag som gør den god til, f.eks. grillmad – synes jeg.

Languedoc er et område i Frankrig og hvis jeg forstår rigtigt är Chatelle navnet på en blanding af (i dette tilfælde): Carignan (frugtigt), Grenache (varme og fylde), Cinsaut (blød) samt Syrah (kryddert). Som der står, kan passer den – muligvis – også godt til vegetarisk!

Labouré-Roi, Pinot Noir, Rouge, Bourgonge (2008), (375ml/50sekk). Sgu nok en meget fin lys rødvin, som passer godt til lettere retter som en kold pastasalat. Efter at have smagt den er jeg dog mere imponeret over flasken, som er smal og lang i halsen, med hvid krage og hvid etiket med guld. Meget delikat design. Vinen dufter dog lyst og lækkert. Men igen ikke synderligt overraskende. Lidt jordbær nuance... tja.. Mig glæder den ikke meget. Men hvis du er vegetar og det er sommer så prøv den.

I dag har jeg købt en 750ml rød Villa Puccini (2005), fra Toscana, Italien. Jeg har ikke smagt den. Men jeg læste om den på Systembolaget og valgte at købe den for... tja.. muligvis at lagre. Jeg tror dog den er lagret læge nok og ved ikke hvor meget den vinder på at lagre endnu mere? Jeg har ikke rigtigt styr på det der. Men jeg tror dog nok den kan klare nogle år endnu – hvis den holder så længe! Den er lavet af 90% Sangiovese Toscana og 10% Merlot. Vinen har desuden ligget mindst tolv måneder på egefad og seks måneder på flaske, før den sendes hjem til dig. ”Rig og frisk smag af vanilje, fyldig frugt og mineral”, skriver producenten. ”Udvikles positivt under mange år”, afslutter etiketten.

Jeg har også købt en Masi – Valpolicella (2008), Bonacosta, Italien (375ml/ca. 52 svenske kr), rødvin. End så længe har jeg kun læst om Masi (og ikke bevidst drukket det). Men i aften skal det ske. Hemmingway sagde om Masi ”It’s is warm as a friend’s house”.

Jeg smagte en anden vin fra Valpolicella i weekenden. En vin som virkelig fangede mig. Det var Campolieti’s ripasso.

Campolieti – Valpolicella, ripasso, Luigi Righetti. En såkaldet Classico Superiore og Italiensk givetvis – Valpolicella, er et område i Verona. En ”middel” kvalitet. Hænger god ved på glassets sider, smager frugtigt og krydret, dufter gæret og kraftigt. Jeg smagte en 375ml og har nu købt en 750ml. Kan muligvis lagres, men passer godt til at have på lager for en forførende aften. Det gode med denne vin, er at jeg virkelig synes jeg oplever noget. Muligvis en dagligdagsvin for eksperten, men en anset rødvin for den øvede.

Ikke trykkende skør, men absolut høj standard studentervin. Den har en meget smagfuld krydret smag som næsten tenderer mod honning, kirsebær, blåbær (ved ret temperatur fornemmer jeg endnu flere frugter; måske fersken?) og ja... noget krydret! Ligesom duften som er både syrlig og krydret (?!), er der en middel tone af alkohol. En stemning der markerer sig forførende i duftesansen.

Det er svært ikke; at lukke øjnene og drømme om en lidenskabelig, italiensk servitrice med bølgende krøllet mørkebrunt hår. Gennemborende øjne og en selvsikker hånd der glider gennem din hovedbund og ned om din nakke.

Ja, en ganske fristende rødvin, når den er ved rette temperatur - og du har fået et par glas! Prisen er ca. 89 svenske kroner. Som sagt, rekommanderes højt til studenter der vil prøve ripasso rødvin fra Italien.

07 maj 2010, krstd, kl. 22.24

Jeg har nu åbnet min indkøbte Masi (Valpolicella (2008), Bonacosta). Og jeg er i gang med mit andet glas. Det første glas sagde ”rend mig”, men det andet begynder at tale mere pænt. Måske var stemningen lidt for ”kold”, til at starte med? Men mon ikke vi når at blive venner inden aftenen er omme. Jeg fornemmer også en anelse mystik. Jeg ved, at der er noget... noget der gemmer sig. Måske er Jeg bare ikke klar til Masi og Bonacosta endnu. Valpolicella er min ven – jeg skulle endda tillade at kalde os mere end bare venner. Men visse elementer (Bonacosta eller Masi?) vil ikke afsløre sig for mig. Men det ligger der måske en smule styrke i mystikken. Det uforudsete. Jeg glæder mig over og til disse vine. Det er som en ny dag, hver gang. En dag kan minde om en anden. En dag er uforglemmelig. En skyllet bort med regnen. Vejret kan forandre sig. En dag passer regnen og torden godt til humøret – en anden mindre godt.

Jo, den er fin nok, denne fra Masi selskabet. Men det er krævende og der er meget tannin – og dog er det hverken amarone eller ripasso. Og dufter, gør den ikke. Overhovedet ikke. Det er en sniger. Som sagt meget tannin (?) og ellers meget syrlig og spids, men også rund, blød og fræk som havde jeg et modent kirsebær på tungen. Men stadig... den holder godt på sin hemmelighed. Jeg tror helt enkelt ikke at jeg er klar til denne endnu. Personligt kan jeg ikke sige andet end ”Bonacosta, du er udfordring – Masi I will return!”.

kl. 23.10

...hov, jeg må hellere indrømme at da vinen - og jeg - fik varmen kom vi i et helt anden stemning. Ja, jeg tror endda den flirter med mig!

DE USYNLIGE

I dag har jeg været i Filmstudion (biografklub). Filmen var norsk og fra 2008. I hovedrollerne møder vi Pål Sverre Hagen og danske Trine Dyrholm; Erik Poppe (bla. Hawaii, Oslo) instruerer.

Well.. jeg er ikke intresseret i at fortælle om filmen. Nej, jeg har brug for at fortælle at det var en meget god film. Lunefuld. Og fuld af liv. Jeg møder gerne det menneske som sidder uberørt efter denne historie. Og på film, bliver den særligt kraftig. Se den, hvis du tør. For jeg lover dig; det gør ondt.

Writing Revival

Jeg skriver. Fordi jeg ikke kan lade være, skriver jeg. Jeg bliver nød til at skrive fordi jeg må finde (og lære) ordenes rytme. Jeg vil jamme med ord. Jeg leder efter ord, som en jazzmusiker efter den der tone som bare føles rigtig. En tone som aldrig kan findes igen, en kombination af toner, fraser og følelser genuine for øjeblikket. Det er nu, her, at de har deres kraft. Som en åbenbarelse. Hver frase har sit eget liv. Men de hører sammen, som hver dag i et år. De følger hinanden, de er et af det samme, af noget større. Og når der pludselig bliver stille. Når du går i stå; så gør du som jazzmusikeren. Enten er du stille. Venter. Lytter.

Eller så fylder du tomrummet med mere eller mindre tilfældige toner og fraser. Du filler. Du kan følge tonarten eller du kan bryde ud og finde din egen skala. For der er kun et at gøre; det er at skrive. Hvis du bare skriver, så lover jeg, at ordene nok skal finde dig.

Litteraturtips: Julia Cameron, (1999) The right to write, Jeremy P. Tarcher / Pengiun Putnam Inc., New York (læs mere her)

Bekendelser

ABOUT A BOY

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige. Det er en god historie – har lige set filmen for første gang. Den rammer. Mig, om ikke andre. Prøv at se den, den er værd et forsøg.

Den har måske ikke lige frem meget med visual arts at gøre. Og en formidabel slutning har den heller ikke – men den skal jo sælges... Nuvel, det som fanger er fortællingens genre; mennesker.

At være uden andre mennesker som menneske er svært. Vi lever til største del vores liv sammen med andre mennesker. Vi reflektere os i hinanden, stimuleres og lærer af hinanden. Jeg går ind for troen på at alt er foranderligt. Vi kan aldrig vide os sikker på noget, med mindre vi selvfølgelig bestemmer os for det. Bliver du forvirret? Jeg gør, har heller ikke lyst til at uddybe, så lad mig overgå til noget mere begribeligt.

ABOUT A HUMAN

Filmen About a boy, fortæller historien om hvordan to verdner mødes. De nærmest kolliderer for at mod slutningen forenes til en ny, tredje verden (en verden hvor begge føler de har oplevet noget værdigfuldt). Det var meget kort. Gider ikke resumere, eller forklare – det er ikke mit formål, det kan Ole eller nogen anden for lov til. Min pointe er at jeg er pointefri og at dette snart er noget værre volapyk – ikke dets mindre har jeg tænkt mig at udgive det. Tænk en gang at du stadig læser (ps. tak for tålmodigheden).

Menneske til menneske så tror jeg Tobias har ret (men lov mig ikke at sige ham det!), der ER en ”udødelig menneskelig natur” som ikke kun er stræben efter ”mening”. Spørgsmålet er bare HVAD?

lol.....

Noter fra sverige

Uforberedt toner The fellowship of the Ring Suite af Howard Shore ud gennem højtalerne og natten bliver pludselig magisk. Jeg for lyst til at rejse mig og gøre honnør for fortællekunsten og kunst i al almenhed. Jeg kigger ud i ingenting, forbi væggene i min kælderlejlighed, forbi haven og industriområdet bag ved, over motorvejen og ud i de åbne sumplandskaber der omgiver svenske Kristianstad. Derude stopper jeg op, ligger mig nøgen i græsset og kigger op i den stjernebesatte nattehimmel. Det er her vi hører hjemme, under stjernerne.

Omkring mig er fugle.

Dyret der er særlig for Vandriget Kristianstad, som i 1600-tallet fungerede som militær forsvarsbase, for Christian IX i skåne. Hvordan mon Christian IX oplevede naturen her. Lå han også nøgen i sin seng, på slætten og kiggede op på stjernetæppet?

Det var også under årene 1617-1628 den danske Kongen lod Hellige Treenighedskirken (Helliga

Trefaldighestkyrkan) bygge. Kirken som også er blevet kaldt Nordens skønneste renæssancetempel. Kristianstad er også den første by i Norden som er bygget efter renæssancen byggeidealer på ikke tidligere bygget grund. Og hvilket slid det måtte ha været. Det fordelagtige med Kristianstad var nemlig at det var en kæmpestor sump (så den var svær at indtage). Og det er den til del stadig. Det er ikke længe siden at marmorgulvet i en restaurant sprang i luften på grund af spændinger. Jorden er så utrolig blød i Kristianstad, så da man begyndte at bygge et naturmuseum over åen, blev presset simpelthen for meget for Börjessons Café. Nuvel, det var et sidespring.

Hvad der ellers er specielt ved Kristianstad – udover fuglelivet, vandet og kirken – er infrastrukturen af byen. Den er simpelthen bygget i form af en parallel bygget fæstning med bastioner og voldgrave. Stadig i dag kan man, når man lunter gennem byen, tænke sig livet den gang, med voldgrave, kanoner (som stadig står på sine pladser), lokumssystemer og alt det andet. Infrastrukturen er intakt – men selvfølgelig udvidet. Voldgraven er der stadig – den løber nu ud i Helge Å –, bygningerne, syd- og nordindgangen samt fæstningen i form af et solidt socialt, kulturelt og madorienteret netværk.

Jeg rejser mig fra min græsmadras og flyver tilbage i min kolde kælderlejlighed. Jeg tænker på historien om Ringenes Herre - det er virkelig en pragtfuld fortælling! Og mon ikke jeg som Frodo, kan finde lidt mere eventyr i Kristianstad inden jeg vender hjem.

Kristianstad er ikke så værst endda.

- Men det har jo også været dansk en gang.