søndag den 23. august 2009

Søndag den 23 august 2009

Klokken er 08.29.
Over den seneste time har jeg læst 16 sider af "Den sidste Samurai" (på svensk) af Helen deHwitt. Nu sidder jeg så her. Bogen er god. Interessant. Svær. Som den bør -

Og nu nyder jeg af at have Spotify. For første gang i lang tid indser jeg atter glæden ved at høre musik. Særligt "ny" musik. Musik som er ny for mig, men mest musik som i det hele taget er ny for verden. Jeg hører
No More Stories Are Told Today I'm Sorry They Washed Away, No More Stories The World Is Grey I'm Tired Let's Wash Away af Mew. Det danske wonder-band, der lever i en genre for sig selv. Profiteret til et af verdens nulevende bedste musikalsike trendsættere som rockband. Og jeg må da indrømme; Jeg synes det er virkelig godt. Men det er jo Mew, og jeg har jo den glæde at ha kendt til musikken ganske længe. Ja snart 4 år, fra da jeg mødte Mads Holcher, min værelses kammerat på Ollerup.

Hvad sker ellers? Ikke meget. Ikke meget.
...Og så er der jo alligevel altid et lille; men; og dog, eller noget i den stil.
Jeg tænker det men gider ikke skrive det (mest fordi jeg ikke ved hvad det er).

Ingen kommentarer: