DE USYNLIGE

I dag har jeg været i Filmstudion (biografklub). Filmen var norsk og fra 2008. I hovedrollerne møder vi Pål Sverre Hagen og danske Trine Dyrholm; Erik Poppe (bla. Hawaii, Oslo) instruerer.

Well.. jeg er ikke intresseret i at fortælle om filmen. Nej, jeg har brug for at fortælle at det var en meget god film. Lunefuld. Og fuld af liv. Jeg møder gerne det menneske som sidder uberørt efter denne historie. Og på film, bliver den særligt kraftig. Se den, hvis du tør. For jeg lover dig; det gør ondt.

Writing Revival

Jeg skriver. Fordi jeg ikke kan lade være, skriver jeg. Jeg bliver nød til at skrive fordi jeg må finde (og lære) ordenes rytme. Jeg vil jamme med ord. Jeg leder efter ord, som en jazzmusiker efter den der tone som bare føles rigtig. En tone som aldrig kan findes igen, en kombination af toner, fraser og følelser genuine for øjeblikket. Det er nu, her, at de har deres kraft. Som en åbenbarelse. Hver frase har sit eget liv. Men de hører sammen, som hver dag i et år. De følger hinanden, de er et af det samme, af noget større. Og når der pludselig bliver stille. Når du går i stå; så gør du som jazzmusikeren. Enten er du stille. Venter. Lytter.

Eller så fylder du tomrummet med mere eller mindre tilfældige toner og fraser. Du filler. Du kan følge tonarten eller du kan bryde ud og finde din egen skala. For der er kun et at gøre; det er at skrive. Hvis du bare skriver, så lover jeg, at ordene nok skal finde dig.

Litteraturtips: Julia Cameron, (1999) The right to write, Jeremy P. Tarcher / Pengiun Putnam Inc., New York (læs mere her)