Bekendelser

ABOUT A BOY

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige. Det er en god historie – har lige set filmen for første gang. Den rammer. Mig, om ikke andre. Prøv at se den, den er værd et forsøg.

Den har måske ikke lige frem meget med visual arts at gøre. Og en formidabel slutning har den heller ikke – men den skal jo sælges... Nuvel, det som fanger er fortællingens genre; mennesker.

At være uden andre mennesker som menneske er svært. Vi lever til største del vores liv sammen med andre mennesker. Vi reflektere os i hinanden, stimuleres og lærer af hinanden. Jeg går ind for troen på at alt er foranderligt. Vi kan aldrig vide os sikker på noget, med mindre vi selvfølgelig bestemmer os for det. Bliver du forvirret? Jeg gør, har heller ikke lyst til at uddybe, så lad mig overgå til noget mere begribeligt.

ABOUT A HUMAN

Filmen About a boy, fortæller historien om hvordan to verdner mødes. De nærmest kolliderer for at mod slutningen forenes til en ny, tredje verden (en verden hvor begge føler de har oplevet noget værdigfuldt). Det var meget kort. Gider ikke resumere, eller forklare – det er ikke mit formål, det kan Ole eller nogen anden for lov til. Min pointe er at jeg er pointefri og at dette snart er noget værre volapyk – ikke dets mindre har jeg tænkt mig at udgive det. Tænk en gang at du stadig læser (ps. tak for tålmodigheden).

Menneske til menneske så tror jeg Tobias har ret (men lov mig ikke at sige ham det!), der ER en ”udødelig menneskelig natur” som ikke kun er stræben efter ”mening”. Spørgsmålet er bare HVAD?

lol.....

Noter fra sverige

Uforberedt toner The fellowship of the Ring Suite af Howard Shore ud gennem højtalerne og natten bliver pludselig magisk. Jeg for lyst til at rejse mig og gøre honnør for fortællekunsten og kunst i al almenhed. Jeg kigger ud i ingenting, forbi væggene i min kælderlejlighed, forbi haven og industriområdet bag ved, over motorvejen og ud i de åbne sumplandskaber der omgiver svenske Kristianstad. Derude stopper jeg op, ligger mig nøgen i græsset og kigger op i den stjernebesatte nattehimmel. Det er her vi hører hjemme, under stjernerne.

Omkring mig er fugle.

Dyret der er særlig for Vandriget Kristianstad, som i 1600-tallet fungerede som militær forsvarsbase, for Christian IX i skåne. Hvordan mon Christian IX oplevede naturen her. Lå han også nøgen i sin seng, på slætten og kiggede op på stjernetæppet?

Det var også under årene 1617-1628 den danske Kongen lod Hellige Treenighedskirken (Helliga

Trefaldighestkyrkan) bygge. Kirken som også er blevet kaldt Nordens skønneste renæssancetempel. Kristianstad er også den første by i Norden som er bygget efter renæssancen byggeidealer på ikke tidligere bygget grund. Og hvilket slid det måtte ha været. Det fordelagtige med Kristianstad var nemlig at det var en kæmpestor sump (så den var svær at indtage). Og det er den til del stadig. Det er ikke længe siden at marmorgulvet i en restaurant sprang i luften på grund af spændinger. Jorden er så utrolig blød i Kristianstad, så da man begyndte at bygge et naturmuseum over åen, blev presset simpelthen for meget for Börjessons Café. Nuvel, det var et sidespring.

Hvad der ellers er specielt ved Kristianstad – udover fuglelivet, vandet og kirken – er infrastrukturen af byen. Den er simpelthen bygget i form af en parallel bygget fæstning med bastioner og voldgrave. Stadig i dag kan man, når man lunter gennem byen, tænke sig livet den gang, med voldgrave, kanoner (som stadig står på sine pladser), lokumssystemer og alt det andet. Infrastrukturen er intakt – men selvfølgelig udvidet. Voldgraven er der stadig – den løber nu ud i Helge Å –, bygningerne, syd- og nordindgangen samt fæstningen i form af et solidt socialt, kulturelt og madorienteret netværk.

Jeg rejser mig fra min græsmadras og flyver tilbage i min kolde kælderlejlighed. Jeg tænker på historien om Ringenes Herre - det er virkelig en pragtfuld fortælling! Og mon ikke jeg som Frodo, kan finde lidt mere eventyr i Kristianstad inden jeg vender hjem.

Kristianstad er ikke så værst endda.

- Men det har jo også været dansk en gang.