Regionträff med Sveriges Förenade Filmstudios - en reflektion

En hel dag, gemensam frukost, lunch och kvällsmat med möte emellan… intressant på alla möjliga sätt och vis, kanske (paradoxalt) minst intressant i ett filmkulturellt perspektiv – i mitt filosofiska nuläge. Att träffa människor och höra hur folk tänker och resonerar, det är där mina funderingar och observationer fästas. Att prata med ”främmande” människor emellan möten, över mat och dricka, är det som ger mig mest. Kontakten som tvingas fram och blir et behov för att undvika tystnad. Ett utbyte där man får prata om sig själv och höra om andra människors värderingar och liv. Jag njuter. Och förundras. Fascineras och upplever. Jag tar till mig och försöker spara den lilla upplevelsen i det stora men minimalistiska perspektiv. Jag återupptäcker mig själv. Det är essensen. För egentligen bryr jag mig inte särskild om Jazzklubben eller filmklubben som jag ytligt säger mig intressera mig IHH OCH ÅÅHH så mycket för. Men jag bryr mig om det, det ger - det som upplevelsen av att umgås ”utmaningen och det främmande” ger. Det är det jag bryr mig om. Den ögonblickliga meningen (med livet). Entusiasmen, inspirationen och viljan det föder. Upplevelsen som ger mening.
Jag är en människa som gläder mig över livets nektar. Kärleken. Till allt. Jag bara är. Jag har ”fått” ett liv och jag väljer att ta emot det. Meningen i sig själv kan vara meningslös – därför kan man välja att ”dö”. Man kan också välja att utmana ”sig själv”, vid att se hur länge man kan ”hålla sig vid liv”. Jag väljer att leva. Jag väljer livet.
VAD VÄLJER DU?

Vågen...

Og ærligt talt, så er det lidt et problem.

En plausibelt undskyldning?

Tao Te King, vers 48 (enligt den traditionelle form)

”Den der søger kundskab, vokser hver dag mere. Den, der søger Tao, bliver dagligt mere ubetydelig. Mindre og mindre udretter han, indtil han ikke finder noget at udrette.

Når intet udrettes, lades intet ugjort. Verden styrkes ved, at man lader tingene gå deres gang. Den kan ikke styres ved indgreb.”

Oh lover where are thou'

Beware - they are everywhere

Dark Love

Darkness floating through the flames of life
Burning shadows of fallen angels
Tears from a god
dark love grants new dawn
beauty of morning sun
before the light praises the day
whispers vengeance before it kills with decay
perish… perish from the presents of being
-----------------------------------------------------------------------------

in my veins, poisoned whit love…..
……and weakness
“Oh Lord, seize the day”
but the Angels sure are….
….fallen

And you shall fall beside them
……..Therefore your mind
And your soon opened eyes
Doom has come
And your eyes shall be closed

And once again you may live
……..Therefore your mind
Blinded by the lights
Crying for those
Burning shadows….

….those of eternity
light and love
from of a father in mind
darkness is sure floating
within my veins…

-----------------------------------------------------------------------------

ARGH!

KAN MAN VERKLIGEN INTE FÅ EN PIZZA, I KRISTIANSTAD EFTER kl. 21.00!!!

Kära gud, ge mig en pizza - eller två.

tilegnet min ven

...i går havde vi filmindspilning, på vores kortfilm (ved ikke om jeg har nævnt det. Vi er nogle mennesker mellem ca. 18-25 år som i fritiden laver lidt film...). Og da jeg stod som instruktør var der generelt meget at lave. Jeg var på plads fra 17.00 til 00.30. Det var enormt lærerigt, intressant, hårdt og for den del også sjovt! Men nu er jeg træt. Og sjovt nok valgte min "krop & sjæl" som så mange gange før at ignorere vækkeuret kl. 06.00 og sove igennem. Og dejligt var det da, at sove omkring 12 timer. Stå op kl. 14.56, spille tre spil DOTA, lave lidt suppe, se en 30 min film, tjekke alt unødvendig "update" på lorte-www, og indse hvor ulidelig træt jeg bare er. Bare er. Noget er vildt og galt. Når jeg bliver træt på den her måde... puhaa. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har "eksamen"("Nationella Prov") på onsdag, vi skal forberede en tale på (små) 5 minutter, men jeg aner ikke om hvad, har ikke en gang kigget i mappen med texter, eller skimmet emnerne. Det skal selvfølgelig nok gå. MEn jeg er virkelig så træt at mine øjne hænger. jeg har selvfølgelig også kun været inde hele "dagen". ingen sol. intet naturligt lys. computer, computer, mad, mad, mad. Og sove er det eneste jeg vil. Men sover jeg nu, kl. 18.30 skal det nok gå grueligt galt. I morgen kl. 12.30 skal vi indspille de sidste scener, med en baby, hvilke forhåbentlig ikke tager mere end et par timer... men jag. overmandet af træthed.
overmandet af træthed. overmandet. overmand. over. over. over.

Egentlig ville jeg jo bare sige at en magisk samtale, havde været fin.
Men mere end så, har jeg vel egentlig heller ikke sagt.
--

Jeg opdager også ved enden af denne tekst, denne lille støvsky af magi som drysser over mig, når jeg nu "snakker" til dig. Det giver trods alt "noget" at kaste sig ud i horisonten og bryde (og byde på) sig selv. Også selvom du ikke "direkte" lytter.

Jeg søgte - selvsagt - på Google over Bonzai. Og fandt denne lille tekst.

Mit Bonzai træ...

"For ikke så mange år siden, havde jeg en dejlig kæreste, som havde en bekendt, der en dag viste mig sit bonzai træ. Det var et nydeligt lille træ ikke over 15 cm højt og plantet i en meget lav urtepotte. Han fortalte mig om disse små træers historie og hvordan han passede det. Selvom træet vist var ikke særligt gammelt, fandt jeg det smukt og tanken om selv at have et lille i træ vinduskarmen, syntes jeg var interessant.

Et Bonzai træ er ligesom et menneske, med den rigtige pleje vokser det sig smukt med alderen. Men det er også lige som et parforhold, svært at holde liv i... hvis man ikke hele tiden er opmærksom på, hvordan det lille væsen har det. Med den rigtige opmærksomhed, kan det leve lige så længe som et harmonisk ægteskab - faktisk hele livet...

En dag så jeg i et supermarked en udstilling af Bonzai træer. Disse træer var ganske unge, måske kun under fem år - og på tilbud. Jeg valgte det som tiltalte mig mest og hæftede mig ikke ved, der manglede en underskål. Første gang jeg vandene det, løb vandet naturligvis ud på bordet, og jeg fandt noget der kunne bruges som underskål.

Det var forår, og træet skød nye fine kviste ud, som jeg omhyggeligt klippede af efter forskrifterne i den bog, jeg havde lånt på biblioteket. Tiden gik og jeg klippede blade af og vandene med passende mellemrum og træet blev pænere og pænere.

I sommerferien hvor jeg skulle være væk hjemmefra i tre uger og ikke havde mulighed for at tage det med, fik jeg en nabo til at vande det. Det gik med nød og næppe, og træet overlevede den usikre tilværelse som jeg havde udsat det for. Med kærlig pleje og omsorg i de følgende måneder kom det sig som om intet var hændt.

Efter et års tid blev jeg træt af den magarineskål jeg brugte som underskål og talte med et par kolleger som havde en keramik aktivitet på mit arbejdsplads. De lovede at lave en underskål der passede. Jeg skulle bare lige lave en tegning, så de kunne se hvordan dimensionerne skulle være. Jeg gav dem en tegning og forklarede samtidig hvordan jeg have tænkt hvordan farven på glasuren skulle være.

Efter nogle måneder spurgte jeg for første gang til hvordan projektet skred frem. Desværre havde de ikke haft tid, men de skulle til at lave noget keramik sammen med nogle brugere i løbet af ugen, så ville de se på det... Jeg ventede et par måneder, før jeg forhørte mig om skålen igen - jeg ville jo ikke stresse dem. Desværre var de ikke kommet i gang med skålen, for tegningen var i mellemtiden blevet væk.

Jeg lavede en ny tegning, som efter nogle måneder også blev væk.

Det kunne være, at det med tegninger ikke var mine kollegers stærke side, og det måske var en ide, at de fik urtepotten med planten ud på værkstedet, så de kunne lave underskålen efter urtepotten. Jeg tog træet med på arbejde den dag der var keramikaktivitet og håbede det bedste. De fik ikke lige tid den første gang, men lovede, at de den følgende onsdag ville lave skålen. Det var ikke nødvendigt at de beholdt træet, for nu havde de jo set hvordan underskålen skulle være.

Efter et par måneder var skålen endelig færdig og jeg fik den med hjem.

Desværre passede den ikke og urtepotten kunne ikke komme ned i den.

Mine kære kolleger tilbød straks at lave en ny underskål, og vi blev enige om det nok var bedst, at de beholdt træet indtil underskålen var modelleret færdig. Jeg indvilgede og de lovede mig helligt, at de nok skulle vande træet, som det var deres eget. Det stolede jeg på og en dag tog jeg det med på arbejde igen.

Det blev mit kære lille træs skæbne... jeg svigtede, da jeg overlod det sårbare lille væsen til andres varetægt.

Med mellemrum opsøgte jeg gruppen, for ved selvsyn at holde øje med mit træ. Efter tre uger var det temmelig indtørret, og mange af bladene var faldet af - akut førstehjælp var nødvendig.

Jeg tog træet over i min egen gruppe, så jeg bedre kunne passe og pleje det. En dag mens der stadig var usikkerhed om hvorvidt det ville overleve eller ej, fandt jeg på et lager en forladt bonzai-potte med underskål. Forsigtigt plantede jeg træet om, men under arbejdet kunne jeg konstatere at træet var så godt som dødt. Næsten alle bladene faldt af - der var kun nogle få grønne tilbage.

Jeg bragte træet hjem - men ak - som tiden gik blev det klart... der kun var en vej tilbage - skraldebøtten.

Nu har jeg kun minderne og en fin Bonzai urtepotte med underskål. Lige nu kan jeg ikke rigtig finde ud af, om jeg orker at anskaffe et nyt, eller om jeg i det hele taget er parat til at tage det ansvar og ankaffe en Bonzai igen... Nok kun hvis jeg en dag møder det helt rigtige, og det gør jeg jo sikkert ..."

af Ole Wåhlin

Morgenbilleder

Morgenbilleder - uden undtagelse

Så skete det - en god morgen

Forspil. Ængsteligt og tankefyldt - proportioner. At glide ind i nuets aktualitet – adaptere kyndig og givende attitude/sindstilstand.

Også i nat var drømmene langt fra utopiske udadtil. Mit humør var trods dette hverken koldt eller tungt. Jeg vil sammenligne mit humør med den bedste moder under de værste krigsforhold. Jeg vil sammenligne mig med den bedste moder.

Så trods en fremmed uro i min mave, er jeg klar og stærk i kroppen – en stadig stigende styrke og glæde, som jeg ydmygt og med tanke på frugtbarheden, holder knugende men roligt fast ved.

I dag skal vi lave film

sans titre

Jeg er generelt ikke så meget for ord. De sløver sindet – eller sådan noget.
Dyb mening = ...





//Generellt, är jag inte mycket för ord. De slöar sinnet – eller något. Djup mening = ... //


Jeg har set Buddha Colapsed Out of Shame (Buda as sharm foru rikht, original titel), her til aften. Du bør se den.

//Jag har sett Buddha Colapsed Out of Shame (Buda as sharm foru rikht, original titel), i kväll. Du bör se den//

Du bør også se det her billede. Se på det. Det er et billede. Se det nu. Ikke ord. Bare se. Se.

//Du bör även se på denna bild. Se på det. Det är en bild. Se den nu. Inga ord. Bara se. Se..//

Drømmedigte

Jeg læste lidt i en gammel Drømme Journal og fandt nogle spændende noter. Mens jeg læser genspilles oplevelsen klart og tydeligt, som skete det lige nu.
Og noter er det end ikke. Det er præcise ord, med eksakt ordvalg og form. Det som nemlig er spændende med dette er, at det er digte. Ja, det er rigtigt. Jeg drømte i levende billeder med tilhørende, tydeligt formede digte. Det er ikke stor lyrik, men absolut poesi i sin dybeste og allermest genuine mening. De gengiver et øjebliks indsigt med få ord, og leder til en fyndig pointe.
Digtene er skrevet ned mellem ca. 03.00 og 11.00 den 5 december 2008 (jeg vågnede efter hvert digt, ved fuld bevidsthed, og skrev digtene ned – billederne ser jeg stadig for mig, når jeg læser...).
Sådan her ser de ud:

Digt 1#

Jeg var en Ninja
I nat
Nådeløs, uhæmmet, utæmmet
I blodets beruselse

vi var 7, ikke
to ens, men
7 repræsentanter, fra
tid og sted

Stadig hører jeg, min
Klinge ”Shick Schack-Schuuh”
Hugge og trænge gennem
Som en varm kniv gennem
Smør


Digt 3#

I nat var jeg en Sniper
Nok til at forstå
Hvert åndedræt

Da slaget var slut, og
Jeg stod tilbage, med
Tre andre mennesker, på
- feltet
skimtede jeg en lysavis, den
- sagde
”Bedste film nogensinde”



Digt 3#

Havets mystik
Ukendt for de fleste

Selv de der tror sig være oplyste
Tager sig ikke i agt
- som de burde

Værst er dog
De der ved
Det er de der opsøger,

Chancen er stor
At glimtvis gense det ukendte
Inden død
Chancen er størst
For blot at dø

Jag längtar efter...

Hvor bliver tingene af?

Monoton Bevidsthed

Et rum en dør
En tærskel at overtræde
Flyver gennem for- og fremtid
En sandhed baseret på oplyst fuldemands snak
Lad de smukkeste tone hænge i luften
Den monotone bevidsthed

tryghed. Venskab. Kærlighed.
Det monotone objekt
nedlagt at polytonske toner
overlagt eller underlangt
den monotone verden
forelsket som det svage sind

smukkere set aldrig før
en gilmt af verdens lykke
dybt i øjnene af mystik
(raaaaw) jeg elsker dig
flyver gennem din alt evige bevidsthed.
Du lever for mig og gennem dig ånder jeg

Jeg elsker dig. Monotone bevidsthed.

jeg er tilstede

surrealistisk ånder jeg -
sandhed er et valg - accept.
Du er, hvad du ånder
ikke ind,
ikke ud,
men -
Ind og Ud.

ånd ind,
og du indser, at du er,
evig,
virkelig,
foranderlig.

jeg vil uden påtrykkelighed rekommandere Dan Turéll.
Oplev den Turéllske skole, hvor KBH og Danmark er hans reference og du vil indse din plads. Ikke er som person. Ikke som individ eller ingrediens, men som helhed.
Vi deler den aktualitet. Vi er "et". Vi er alt.

Du er mig - kærlighed - og jeg er alt for dig.

At referere en tidligere fuldemands-satori.
"monotone bevidshed Du er alt for mig".

Du - er - alt - for - mig.
Jeg er dig.